Kan jeg blive elektriker i København?
Vil du være elektriker i København? Hos TEC kan du tage uddannelsen på Frederiksberg, og du har samtidig mulighed for at få en læreplads som elektriker i København.
Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse skal du starte på grundforløb 1 (GF1).
På grundforløb 1 vælger du mellem forskellige fagretninger. Læs mere om vores forskellige fagretninger her.
Grundforløb 2 foregår på skolen. Her lærer du de mest grundlæggende ting på uddannelsen, så du bliver klar til hovedforløbet.
På hovedforløbet veksler du mellem at gå i skole og at være i lære i en virksomhed. Størstedelen af uddannelsen foregår på din læreplads, hvor du får hands-on erfaring og anvender det, du har lært på skolen i virkelige situationer.
På elektrikeruddannelsen bliver du hjemmevant i fag som el-teknik, måleteknik, el-installation og netværksteknik. Du har også fag som matematik, naturfag og dansk.
Uddannelsen indeholder en del matematik og fysik. Der er mange formler, man skal kunne, og det kan være udfordrende, hvis man har svært ved disse fag. Derfor opfordrer vi alle til at tage online-kurset "Intro til el-matematik" før du starter.
Du skal selv finde en læreplads og lave en skriftlig uddannelsesaftale med lærestedet. TEC står selvfølgelig klar til at vejlede og hjælpe med at finde et godt sted til dig. Fra grundforløb 2 skal du være aktivt søgende på www.lærepladsen.dk. Du kan også søge læreplads i udlandet. Vi tilbyder vejledning og hjælp til at skrive ansøgninger og CV.
På elektrikeruddannelsen har du mulighed for at specialisere dig inden for 2 hovedområder: Elektriker 1 og Elektriker 2
Varighed: 4 ½ år (inkl. GF1)
Efter hovedforløbet skal du vælge fire moduler. Du skal vælge mindst et modul på niveau 2 (grønne moduler). Du skal være opmærksom på, at der kan være en faglig sammenhæng mellem flere af modulerne. Her arbejder du bl.a. med mindre installationer i private boliger, intelligente bygninger, der automatisk tilpasser sig brugerne, kommunikationsteknik (datanetværk og serverrum) og styring- og reguleringsteknik.
Varighed: 5 år (inkl. GF1)
Som elektriker 2 skal du vælge fem moduler. Du skal vælge mindst et modul på niveau 3 (gule moduler). Du skal være opmærksom på, at der kan være en faglig sammenhæng mellem flere af modulerne. Her lærer du de samme ting som Elektriker 1 og derudover at arbejde med udviklingsorienterede opgaver inden for det el-tekniske område med intelligente bygninger, store industrianlæg og industrirobotter, datanetværk og serverrum, energieffektivisering og vedvarende energi.
Her kan du finde den lokale undervisningsplan og ansøgningsfrister.
Nyt uddannelseskapitel = ny titel!
Når du kommer i lære i en virksomhed, går du fra at være elev på en erhvervsuddannelse til at blive lærling.
Som lærling går du på et ’rigtigt’ arbejde sammen med andre folk, der har samme uddannelse som dig. Her får du masser af hands-on erfaring, fordi du hver dag omsætter teori til praksis. I løbet af din læretid får du mange forskellige arbejdsopgaver, som gør dig klar til at træde direkte ud på arbejdsmarkedet, når du står med dit svendebrev i hånden.
Du kan være i lære på forskellige måder: Nogen har læreplads i samme virksomhed hele vejen gennem uddannelsen. Andre er i lære i forskellige virksomheder undervejs. Og nogle er i lære på TECs skoleoplæringscenter. Du kan også søge læreplads i udlandet.
Uanset hvad, så hjælper vi dig med at finde en læreplads, som matcher dine ambitioner, interesser og behov.
Som lærling i elektrikerfaget bliver du ekspert i at installere, fejlfinde og reparere elektriske systemer. Du arbejder med alt fra elinstallationer i bygninger til avancerede styringssystemer, der sikrer optimal funktion i moderne installationer. Du lærer at sørge for, at alle elektriske anlæg kører fejlfrit og overholder sikkerhedsstandarder. Mulighederne er mange, og du kan arbejde med alt fra energistyring til kommunikations- og sikkerhedssystemer.
Kan du ikke finde en læreplads med det samme? Intet problem! Du kan tage dele af eller hele din læretid i vores skoleoplæringscenter. Her arbejder du på værksteder med moderne faciliteter og engagerede undervisere, der sikrer, at du får en uddannelse af høj kvalitet. Vi samarbejder tæt med lokale virksomheder, så du får masser af erhvervserfaring.
Mandag - torsdag: 7:30 - 15:00
Fredag: 7:30 - 14:00
Skolen ligger lige ved Fasanvej Metro, og bus 4A kører næsten til døren. Kommer du i bil, på motorcykel eller knallert, er der gratis parkeringspladser både udenfor og i parkeringskælderen. Kører du elbil, kan du lade op ved Spirii ladestandere. Der er også handicapparkering.