Oplev HCØ - se datoer her

Oplev HCØ - se datoer her

Oplev HCØ - se datoer her

Oplev HCØ - se datoer her

Ny underviser

Velkommen til H. C. Ørsted Gymnasiet. Vi ser lærergerningen som en holdsport, og din kolleger og ledere vil gerne hjælpe dig. Spørg hellere for meget end for lidt!

Om gymnasiet

H.C. Ørsted Gymnasiet – ofte kaldet HCØ - består af 3 afdelinger i henholdsvis Lyngby, Ballerup og på Frederiksberg. Vores afdeling i Ballerup er landets ældste HTX afdeling, og det siges, at det blå bånd på HTX studenterhuen blev besluttet på denne afdeling.

De tre afdelinger arbejder tæt sammen om alt – talentarbejde, lærerkompetencer, udstyr etc., og eleverne har dannet et elevråd, et festudvalg og et klimaudvalg på tværs af skolen lokaliteter. Lyngby er vores største afdeling med ca. 760 elever efterfulgt af Ballerup og Frederiksberg hver med ca. 270 elever. 

De tre afdelinger har hvert deres særkende, da de forskellige elever og lærere sætter deres præg på en afdeling. Lyngby er et ’forskerspiregymnasium’, Frederiksberg er kendetegnet ved en stor interesse for sundhedsvidenskab, mens Ballerup er kendetegnet ved at have mange elever, der interesserer sig for bioteknologi eller informatik.

Vi har en faglig vision

I forsommeren 2015 tog gymnasiet navn efter en af Danmarks største videnskabsmænd, H.C. Ørsted. Vi lod os inspirere af hans alsidige tilgang til verden og udformede en faglig vision, hvor vi forpligter hinanden til at være nysgerrige, samarbejdende, selvstændige og dygtige.

Læs visionen her

HTX - fagenes læreplaner

Gymnasierne er politisk styrede organisationer, og vi er derfor underlagt et omfattende lovgrundlag. Som nyansat er det vigtigt, at du sætter dig ind i dine fags læreplaner og tilhørende vejledninger. I læreplanerne finder du en beskrivelse af fagenes faglige mål, deres kernestof samt en beskrivelse af fagenes prøveformer, bedømmelseskriterier og didaktiske principper. Du vil opleve, at dine fagkolleger opfylder kravene i læreplanerne forskelligt, men alle bruger fagenes faglige mål og kernestof som rettesnor i det daglige. Der afholdes jævnligt møder i de enkelte faggrupper, hvor man bl.a. drøfter udmøntningen af læreplanens krav.

Læs mere her

Undervisningstid og fordybelsestid

Elevernes undervisningstid i de enkelte fag er fastlagt i bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser. ​​​​​​​Undervisningstiden er skemalagt med udgangspunkt i afdelingens årshjul. Skemalægningen foretages af afdelingens skemalægger, som også kan kontaktes i forhold til skemaønsker. Nogle ønsker kan imødekommes – andre kan ikke; vi prioriterer nemlig også, at vores elever har et velfungerende skema. Ud over undervisningstid har alle fag også tilknyttet fordybelsestid, det vil sige den tid, som eleverne bruger på at lave skriftligt hjemmearbejde. Placeringen af fordybelsestiden foretages af den enkelte lærer, som koordinerer med de øvrige lærere i klasseteamet – igen med henblik på at give vores elever nogle gode arbejdsbetingelser.

Din arbejdstid og opgaveportefølje

Udover undervisningstid omfatter arbejdstiden som lærer også forberedelsestid, hvor man forbereder undervisning, retter opgaver, holder møder i klasseteamet etc. Derudover er der også arbejdstid til forældremøder, studieture etc. Lærernes arbejdsopgaver fremgår af en opgaveportefølje, som ligger til grund for to årlige samtaler mellem leder og medarbejder. Af opgaveporteføljen fremgår langt de fleste af ens skemalagte arbejdsopgaver, og den giver således også en oversigt over, hvor meget tid man har til forberedelse, efteruddannelse, opgaveretning etc. (=restpuljen). Alle lærere på HCØ tidsregistrerer for at sikre, at der er en fornuftig sammenhæng mellem den enkelte lærers opgavemængde og tidsforbrug. Denne sammenhæng drøftes til porteføljesamtalerne. Tidsregistrering sker i Uddata/Studie+

Uddata/Studie+

Teams, udvalg og funktioner

På HCØ er der et udpræget samarbejde om undervisningen og øvrige arbejdsopgaver, hvilket betyder, at der er mange teams, udvalg og funktioner på afdelingerne – og overordnet på det samlede HCØ. På HCØ Intra kan du finde uddybende beskrivelser af udvalg og arbejdsfunktioner. 

LSU og HSU

Vi har et Lokalt Samarbejdsudvalg (LSU) på det samlede HCØ, hvor der sidder repræsentanter for ledelse og medarbejdere. Her drøfter vi forhold, der har betydning for medarbejdernes arbejdsforhold i tråd med Samarbejdsaftalen. Grunden til, at udvalget hedder et Lokalt Samarbejdsudvalg, er, at der også er et Hovedsamarbejdsudvalg (HSU) på TEC, som HCØ er en del af. De Lokale Samarbejdsudvalg på TEC overtager ofte drøftelsen af emner, hvis drøftelse er påbegyndt i HSU, og LSU'erne bidrager med emner og input til HSU.

Samarbejdsaftalen

MU og PU

På de enkelte afdelinger findes der også et Medarbejderudvalg (MU) og et Pædagogisk Udvalg (PU). I Medarbejderudvalget drøftes lokale forhold, der har betydning for medarbejdernes arbejdsforhold, mens Pædagogisk Udvalg drøfter pædagogiske og didaktiske emner. Medarbejderne vælges ind i disse udvalg. Derudover er der også nogle lærerdrevne udvalg på to af afdelingerne, som også drøfter pædagogiske og didaktiske emner og ofte iværksætter diverse ’aktioner’ i undervisningen. Disse udvalg hedder "Pædagogisk Kaffeklub (PKK)" og "Øl og Aktionslæring".

Teams og funktioner

Alle afdelinger har faggrupper, hvor alle de medarbejdere, der underviser i et givet fag, er medlemmer. Alle faggrupper har en faggruppekoordinator, som sørger for at koordinere arbejdet – herunder fremsætte ønsker om materialekøb til ledelsen. Af og til holder faggrupperne også møder på tværs af lokaliteterne. 

På alle afdelinger er der en SO-koodinator (Studieområde-koordinator) pr. SO-forløb. SO-koordinatorerne koordinerer de store tværgående undervisningsforløb, som langt de fleste af lærerne kommer til at deltage i et eller flere af – Studieområdet er et A-fag på HTX.

Der er lige så mange Klasseteams, som der er klasser på skolen. Disse teams tager sig af trivsel, fastholdelse og koordinering i og omkring den enkelte klasse, og de drives af klassens to klasselærere.

Digitale platforme og IT værktøjer

På HCØ Intra kan du finde information om og links til digitale platforme og læremidler samt forskellige IT -værktøjer. Neden for en kort introduktion til de vigtigste arbejdsplatforme samt muligheder for support. 

Digitale arbejdsplatforme

Lectio er den primære platform for kommunikation med eleverne om skema, lektier, fravær mv. Det er også i Lectios opgavemodul, at du opretter afleveringsopgaver til eleverne med angivelse af afleveringsfrist og eventuel fordybelsestid. Ved aflevering uploader eleverne deres besvarelser i samme modul. Under nedlukningen i forbindelse med Corona blev Microsoft Teams en supplerende arbejdsplatform - dels til afvikling af virtuel undervisning, online foredrag eller virtuelle møder med eleverne og dels som et generelt redskab til brug for f.eks. fildeling i forbindelse med tværfaglige projektforløb eller chatredskab. Det kan være forskelligt fra lærer til lærer i hvilket omfang, at Teams bruges.

Introduktion til IT

Digitale og analoge læremidler

De fleste lærebøger er digitale og de fleste er tilgængelige på Systimes iBibliotek, som både undervisere og elever har adgang til via Unilogin. Du kan oprette din egen profil som underviser, hvor du kan gemme bøger og andet indhold samt få nyheder relateret til dine fag. Udover læremidler via iBiblioteket har du adgang til forskellige supplerende digitale læremidler til f.eks. matematik og engelsk. Du kan som sagt finde mere information og links på HCØ Intra. Hver afdeling har desuden et analogt bibliotek med fagbøger, litteraturklassesæt mv. Sekretærerne kan hjælpe dig med information om dette. 

Systime iBibliotek

IT support

Du kan hente IT support flere steder på TEC. Support af hardware og IT infrastruktur varetages af ITCN - IT Center Nord, som er et IT Fællesskab for skoler, som TEC indgår i. ITCN har supportmedarbejdere fysisk tilstede på skolerne, i Lyngby og Ballerup dog ikke alle ugedage. Har du IT problemer af pædagogiske karakter, så kan du skrive til paed-it@tec.dk (TEC Digitalisering), som kan hjælpe med f.eks. adgang til Adobes programpakker. Du kan også skrive til HCØ's sekretariatsleder - cf@tec.dk, hvis du har spørgsmål eller ønsker om adgang til softwarelicenser. 

ITCN Support

GDPR

Når vi kommunikerer på de forskellige digitale platforme, så skal vi være særlig opmærksomme på deling og anden behandling af elevernes personoplysninger. Når det gælder såkaldte almindelige personoplysninger som f.eks. oplysninger om elevens faglige udvikling eller generelle trivsel, så har vi umiddelbart en saglig og dermed lovlig grund til at behandle oplysningerne i elevens skoletid - så længe de bruges i skoleøjemed. Når det gælder kommunikation om følsomme personoplysninger som for eksempel religiøse, helbredsmæssige eller seksuelle forhold, så kan det kun finde sted med et specifikt formål og et specifikt samtykke fra eleven til brug for det formål. I alle tilfælde gælder, at vi skal have en saglig grund for at behandle personoplysninger. Derfor er det også vigtigt at vores kommunikation om eleverne er saglig, det vil sige, at det er tydeligt, at de oplysninger, som vi deler, er relevante i forhold til den professionelle sammenhæng, og at det sprogligt har en form, som underbygger det saglige formål.

Praktiske oplysninger

Ferieplan (undervisningsfrie perioder)

9. august 2023: Opstart 1.g.

10. august 2023: Opstart 2. og 3.g. 

16. - 20. oktober 2023 (uge 42): Efterårsferie

21. december 2023 - 7. januar 2024: Juleferie

12. februar - 16. februar 2024 (uge 7): Vinterferie

25. marts - 1. april 2024: Påskeferie

26. april 2024: Skemafri (tidl. St. Bededag)

9. - 10. maj 2024: Kristi Himmelfart 

20. maj 2024: 2. pinsedag

5. juni 2024: Grundlovsdag

29. juni 2024 - 11. august 2024: Sommerferie

 

Frokost og kaffeordning

Der er adgang til en kantine på alle HCØ afdelinger. Udvalget varierer lidt fra kantine til kantine, men du vil altid kunne købe sandwich og dagens lune retter. Åbningsdagene kan visse steder følge elevernes skoledagskalender. På Frederiksberg er kantinen åben på alle normale arbejdsdage. På alle afdelinger er der desuden frokoststuer med personalekøkken, hvor du også har adgang til te og kaffe.

SCAN QR KODEN FOR AT FÅ LINK TIL DENNE SIDE