TAG HÅND OM FREMTIDEN
TECs Strategi 2024-2027
På TEC udvikler vi elevernes styrker og uddanner dem til at tage hånd om fremtiden. Vores elever bliver i stand til at omsætte teknologi til løsninger og ideer til handling. Vi tror på, at læring og udvikling sker i samspil med andre og på, at vi kan løse fremtidens udfordringer sammen.
Vi vil være relevante for flere
Vi vil bidrage til at udvikle vores uddannelser, så de bliver relevante og attraktive for flere – og så vi fremover bliver en endnu mere mangfoldig uddannelsesinstitution. Det gør vi ved at styrke det, der virker godt og tage fat på det, vi kan forbedre. Vi vil løbende prøve os frem med nye initiativer og tilgange. Ikke alt vil ramme rigtigt første gang, men vi gør os umage, tager ved lære og tilpasser – hver gang med afsæt i data.
Vi styrker den enkelte elev
Vi er alle gode til noget – bare ikke det samme. På TEC bygger vi videre på de evner og egenskaber, som eleven kommer med. Vi booster den enkeltes tro på sig selv med vores styrkebaserede tilgang til hinanden. Vi styrker motivationen for videre dannelse, uddannelse og karriere ved at arbejde med elevernes egne mål for læring, personlig udvikling og karriere.
Vi løser fremtidens udfordringer
Vores uddannelsers høje faglige niveau klæder elever på til at kunne løse fremtidens udfordringer ved at mestre relevante teknologier. Videnskab og teknologi kan bringe os fremad, hvis vi går til det med omtanke. Hos os lærer elever at prøve sig selv og sine kompetencer af i praksis, og vi lærer sammen – uanset om vi er elever eller lærere.
Vi gør den grønne omstilling til mere end ord
TECs uddannelser er afgørende for, at vi som samfund kan lykkes med den grønne omstilling. Vores uddannelser giver kompetencer, der omsætter de store klima- og miljøambitioner til konkret handling og nye løsninger. Sammen med elever og virksomheder gør vi den grønne omstilling til mere end ord.
På TEC tror vi på eleverne og på at lade dem vokse med opgaverne. Det er vores mission at styrke alle uanset ståsted og give dem en følelse af at høre til.
Vi prøver teorien af og lærer ved at prøve os frem – i og sammen med virksomheder og de vigtigste aktører i vores omverden.
Vi vil fremme et stærkt samarbejde med åben og ærlig dialog på tværs af TEC. Vi er nysgerrige på hinanden, og et tættere samarbejde er en forudsætning for at kunne lykkes.