TEC ruller ren elbilteknikeruddannelse tilbage

Vi har stoppet optaget på vores elbilteknikeruddannelse. Det beklager vi. Årsagen? En længere forklaring (læs nedenfor), men kort opsummeret: Vi arbejder i stedet på tidssvarende, grøn og teknologisk opdateret mekanikeruddannelse – til gavn for elever og virksomheder i hele landet.
KOPIERET
Men hvad gør jeg så ved min elbils-kløe her og nu, tænker du? Du søger ind på TECs personvognsmekanikeruddannelse, som allerede rummer masser elbilteknologi.
For selvom vi ikke kan tilbyde en ’ren’ elbilteknikeruddannelse (endnu i hvert fald), så har vi udviklet fire nye valgfag på vores personvognsmekanikeruddannelse, hvor du specialiserer dig inden for elbilteknik. Læs mere om personvognsmekanikeruddannelsen.
Derudover er vores lærepladskonsulenter dygtige til at formidle kontakt mellem vores elever og de lærepladser, der ønsker lærlinge med særlig interesse for elbilteknik.
Derfor har flere af de elever, som nåede at starte op på vores elbilteknikeruddannelse, også valgt at fortsætte på vores ordinære personvognsmekanikeruddannelse.
Grønne uddannelser i hele Danmark
Og så til forklaringen på, at TEC alligevel ikke udbyder uddannelsen som elbiltekniker.
For omkring tre år siden gik vi i gang med at udvikle en ny mekanikeruddannelse med fokus på elbiler. Den kaldte vi elbilteknikeruddannelsen. Uddannelsen var en såkaldt ”individuelt tilrettelagt uddannelse”, som TEC selv kunne designe og udbyde på vores skole.
Men netop som vi havde optaget de første elever, skete der noget: TEC blev udpeget til klimaerhvervsskole for grøn transport af regeringen. Vores ansvar blev dermed at udvikle nye, grønne erhvervsuddannelser, som er til gavn for ALLE erhvervsskoler i Danmark.
Det er en opgave, vi er superstolte af. Men det er også en opgave, der forpligter. Og som kræver, at vi tænker nationalt – frem for lokalt.
Derfor har vi trukket bremsen på TECs elbilteknikeruddannelse – for i stedet at gå ind i udviklingsarbejdet af en tidssvarende, grøn og teknologisk opdateret mekanikeruddannelse, som bliver til gavn for elever og virksomheder i hele landet – og som får afsæt i det solide forarbejde, vi allerede har gjort.
Hvornår er den nye mekanikeruddannelse klar?
Det kan vi desværre ikke sige endnu. Status er, at vi nu er klar til at gå ind i et udviklingsrum sammen med Dansk Metal og Dansk Industri – altså det faglige udvalg.
Og så snart vi ved mere om, hvornår fremtidens mekanikeruddannelse er klar til at blive rullet ud og optage elever på landet skoler, så giver vi lyd.
Det er stensikkert.
Kontakt
Spørgsmål? Kontakt os her.
Lærke Cecilie
Lindegård
Pressemedarbejder
Jesper Holm
Gulstad
Udd. Leder
