18.09.24 Nyhed

TEC og Forsvaret styrker samarbejdet om at uddanne flere flyteknikere

Danmark har stor mangel på flyteknikere – både i den civile luftfart og i Forsvaret. Derfor indgår landets to eneste uddannelsesinstitutioner for flyteknikere nu en aftale, der – forhåbentlig – kan sikre flere hænder i branchen.
LINK
KOPIERET

Inden et fly forlader jorden, bliver det systematisk gennemgået for fejl og skader af en flytekniker. Det er også flyteknikeren, som i sidste ende melder, om et fly er klar til at gå i luften. 

Men der er stor mangel på uddannede teknikere i branchen. Da Covid 19-pandemien groundede store dele af verdens flyflåde, forlod mange teknikere jobbet – og en hel del er ikke vendt retur. Det betyder rigtig stor efterspørgsel i branchen i dag, hvor den globale flytrafik igen er i vækst.

Også Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste kæmper med at rekruttere hænder nok til reparation af deres materiel – blandt andet fly og helikoptere. 

Derfor indgår landets to uddannelsesinstitutioner for flyteknikere, erhvervsskolen TEC – Technical Education Copenhagen og Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste, nu en ny samarbejdsaftale. Af aftalen fremgår det, at de to institutioner skal arbejde sammen om at øge rekrutteringen til dansk luftfart og styrke mobiliteten for flyteknikere mellem Forsvaret og den civile luftfart. 

”Jeg er rigtig glad for, at vi nu indgår et formaliseret samarbejde med Forsvaret. Med den her aftale forpligter vi os til at gøre det lettere for flyteknikerelever fra TEC at gøre deres uddannelse færdig i Forsvaret. Ligesom, at det skal være lettere at omskole flyteknikere fra Forsvaret til et arbejde i den civile luftfart. Jeg håber, at det kan være med til at gøre uddannelsen endnu mere attraktiv og give endnu flere lyst til at uddanne sig som flytekniker,” siger Per Nørregaard, uddannelseschef på TEC. 

Foto: Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste

Flere karriereveje

Hos Forsvarets Flytekniske Uddannelseseskadrille deler major Michael Dam glæden over det nye samarbejde. Samarbejdsaftalen er i tråd med første delaftale af Forsvarsforliget 2024-2033, som blandt andet skal gøre det mere fleksibelt at integrere en karriere i Forsvaret med en civil karriere.

”Det er utrolig vigtigt for Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste at kunne samarbejde med civile skoler som TEC for sammen med dem at danne nogle gode forudsætninger for fremtidens teknikere – både uddannelsesmæssigt og rekrutteringsmæssigt. Jeg har en stor forventning til, at vores to skoler kan komplimentere hinanden på mange forskellige områder, som vil gøre uddannelsen og mulighederne bedre for eleverne fremover,” siger Michael Dam, chef for Forsvarets flytekniske uddannelseskadrille.

Speeddating på vej

Der er allerede taget skridt til, at TEC nu inviterer Forsvaret med på såkaldt speeddating, som er det træf, hvor erhvervsskolen matcher elever, der søger læreplads, med virksomheder, der søger lærlinge. Dermed får de elever, som er i gang med uddannelsen, bedre muligheder for at finde en læreplads. 

I aftalen ligger desuden, at TEC og Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste i højere grad skal dele undervisere og udstyr.

TEC og Forsvaret arbejder i forvejen tæt sammen om at uddanne lastvognsmekanikere, lager- og logistikoperatører, automatikteknikere, våbenmekanikere og erhvervsrettede konstabler.

SPØRGSMÅL?

KONTAKT

Lærke Cecilie Lindegård

Pressemedarbejder

SCAN QR KODEN FOR AT FÅ LINK TIL DENNE SIDE