Nyt speciale i cybersikkerhed skal styrke Danmarks digitale forsvar

Danmark mangler IT-specialister. Og behovet for faglærte med stærke kompetencer inden for cybersikkerhed vokser dag for dag. Samtidig vurderes cybertruslen mod vores samfund som meget høj.
Derfor lancerer vi nu et nyt cybersikkerhedsspeciale på datateknikeruddannelsen, der skal klæde fremtidens faglærte på til at beskytte virksomheder og offentlige organisationer mod digitale trusler.

Elever tager imod specialet med stor interesse
Specialet er udviklet i samarbejde med Metalindustriens Uddannelsesudvalg og udbydes på flere erhvervsskoler i hele landet.
Siden august 2025 har datateknikerelever på TEC haft mulighed for at vælge det nye speciale i cybersikkerhed. Og vi mærker allerede motivationen for at gå cybersikkerhedsretningen blandt eleverne. En af dem, der har skrevet sig op til specialet, er Carl, som går på GF2.

”Det er megaspændende. Og særligt relevant lige nu. Det handler om at hjælpe andre og sikre vores IT-systemer og samfundet. Det synes jeg er meningsfuldt.”
Carl Dahl Lyng
GF2-elev, Data & Kommunikation
Sammen om at uddanne Danmarks næste cyberspecialister
Sammen med Aarhus Tech inviterer vi til en stort cyberlaunch den 8. oktober – både i Aarhus og på TEC’s nye campus i Ballerup. Her mødes virksomheder, myndigheder og uddannelsesfolk for at sætte fokus på næste generation af cybersikkerhedsspecialister.
“Vi er glade for at kunne stå skulder ved skulder med Aarhus Tech om at lancere uddannelsen. Det giver en stærk fælles ramme og viser, at vi tager ansvar for at uddanne flere højt kvalificerede faglærte på et område i hastig vækst,” siger uddannelseschef ved TEC, Katrine Thomsen.
Steffen Bjerregaard Holm, som er uddannelseschef ved Aarhus Tech, stemmer i og fremhæver relevansen af det nye speciale: “Det her handler om at styrke Danmarks digitale sikkerhed i praksis. Uddannelsen giver de unge en stærk kombination af tekniske færdigheder og forståelse for de konkrete trusler, der findes i dag.”

Kontakt
Ida Moth
Kej
Kommunikationsmedarbejder
