Nyt samarbejde: TEC styrker rengøringskompetencer hos ISS
TEC har sammen med servicekoncernen ISS skræddersyet et uddannelsesforløb for ISS' rengøringsassistenter. Kurset skal løfte medarbejdernes kompetencer inden for kemi- og materialeforståelse.
Professionel rengøring kræver mange særlige evner. Én af dem er viden om, hvordan man arbejder korrekt og forsvarligt med kemi på forskellige materialer.
Derfor har TEC i samarbejde med servicekoncernen ISS nu udviklet et forløb, der skal sikre, at koncernens nuværende og fremtidige rengøringsassistenter bliver klædt endnu bedre på til at arbejde med rengøringskemikalier på forskellige materialer.
”Vi er superglade for, at vi med det her nye skræddersyede uddannelsesforløb for ISS kan være med til at løfte kompetencerne hos deres rengøringsassistenter,” siger Maria Vedsegaard Veha, leder af facility serviceuddannelserne på TEC, og fortsætter:
”Vi har netop kørt forløbet som et pilotprojekt på vores campus i Gladsaxe. Her blev det tydeligt, hvor vigtigt det er for deltagerne at få mulighed for at løfte deres faglighed – og dét kan vi hjælpe med."
Obligatorisk on-boarding
Det forventes, at omkring 500 ISS-rengøringsassistenter i løbet af 2026 skal igennem uddannelsesforløbet.
Men målet er, at koncernens over 3000 rengøringsassistenter skal gennemføre kurset henover de næste år, og at det bliver en del af ISS' obligatoriske onboarding-program for fremtidige medarbejdere.
”Vi er stolte af at have etableret et forløb tilpasset vores virksomhed i samarbejde med TEC, hvor driftsansvarlige fra ISS har givet essentielle input til uddannelsen. Resultatet er et praksisnært forløb, hvor vi løfter fagligheden inden for rengøringsfaget. Det er ikke blot en styrke for os som virksomhed, men også for den enkelte medarbejder, der får et klart bevis på egne kvalifikationer,” siger Henrik Løkke, Learning & Development Manager, ISS Danmark.
Han fortsætter:
”Rengøring er rygraden i vores forretning, og vi har altid haft stort fokus på uddannelse og træning, så vores medarbejdere kan levere den bedste service for vores kunder – hver eneste dag. Gennem samarbejdet med TEC bliver vores uddannelse nu formaliseret, hvor vores medarbejdere gennemfører AMU-kurser og får papir på den faglige træning. Det giver os også endnu bedre muligheder for at følge op på fagligheden efter endt kursusforløb.”
Rengøring er det største forretningsben hos ISS, der både leverer facility services og workplace experiences.
Spørgsmål?
Så kontakt os endelig.