HYLDEST OG FEJRING AF DET UUNDVÆRLIGE HÅNDVÆRK
700 festklædte og spændte gæster indtog den smukke sal i Københavns Rådhus i går, tirsdag den 7. maj, da Håndværkerforeningen København i samarbejde med TEC og NEXT København hyldede årets særligt dygtige håndværkere for deres flid og excellence.
Københavns Kommune var for 100. år i træk vært for ceremonien på Københavns Rådhus, og salen emmede af stolthed over faget og de personlige bedrifter, som blev anerkendt på fornemmeste vis.
Fra TEC kunne vi bryste os af hele 21 medaljemodtagere, som modtog Håndværkerforeningen Københavns medaljer i bronze og sølv. Medaljerne blev tildelt af de to næstformænd for Håndværkerforeningen København: Henrik Tofteng, der er formand for TECs bestyrelse, og Steen Carmel.
Udover Håndværkerforeningen Københavns sølv- og bronzemedaljer (der eksisterer ikke længere guldmedaljer, så sølv er den fornemmeste anerkendelse) blev der også uddelt Massmannske Medaljer, der uddeles af De Massmannske Søndagsskolers Fond. Medaljen tildeles som anerkendelse af flid og godt kammeratskab.
Der blev også uddelt hædersbevisninger i form af legater, som blev overrakt af fagenes oldermænd, og endelig fik alle de stolte medaljemodtagere et majestætisk håndtryk og en lykønskning af Dronning Margrethe, der deltog ved den årlige begivenhed for 52. gang.
STORT TILLYKKE TIL
- Automatiktekniker Mark Oliver Grunddal
- Bygningsmaler Merete Thygesen
- Elektriker Rune Nørskov Adrian
- Elektriker Anker Simon Ankerstjerne
- Elektriker Troels Pedersen Otte
- Elektriker Jakob Søe Lillelund
- Elektriker Laurits Hybertz Holmen
- Elektriker Jannik Hohlmann
- Elektriker Mathias Møller Raju Eisenreich
- Finmekaniker Lin Høgh Rosenbeck
- Klejnsmed Jakob Devantier
- Klejnsmed Andreas Bachhausen
- Lastvognsmekaniker Niels Peter Larsen
- Personvognsmekaniker Lukas Kristoffer Buck
- Personvognsmekaniker Casper Rønning Jacobsen
- Personvognsmekaniker Alexander Johannes Black
- Rustfri smed Laurits Asferg Mathiassen
- Smed Mats Holm Brylle
- VVS-energispecialist Mads Christian Arp
- VVS-energispecialist Vitomir Rajovic
- VVS-energispecialist Anton Weng Kühlmann
Du kan se alle de flotte og stemningsfulde fotos af medaljemodtagerne her:
Det uundværlige håndværk og samarbejde på tværs af fag
”Alt går faktisk i stå, hvis ikke håndværket er i orden”, sagde formand for Håndværkerforeningen København Per Vangekjær, da han bød alle gæsterne velkommen i rådhussalen. Han citerede her H. M. Dronning Margrethe, der i 1984 blev udnævnt Årets Æreshåndværker af Håndværkerforeningen. Per Vangekjær betonede for de spændte medaljemodtagere, at det, de kan, er noget ganske særligt, og man som oldermand er stolt over, at fagets traditioner og stolthed videreføres.
Hvert år udnævner Håndværkerforeningen København en Æreshåndværker, som ikke er uddannet håndværker, men deler fællestræk som flid, dedikation, excellence inden for sit fagområde. I år kan astronaut Andreas Mogensen, der selv er uddannet ingeniør, nu kalde sig æreshåndværker. I sin tale lagde han vægt på, hvor vigtigt samarbejdet mellem ingeniører og håndværkere er, og at han har stor respekt for den ekspertise, som knytter sig til mekanik og reparation, som også er en stor del af hverdagen, når man befinder sig i rummet.
Fantastisk oplevelse at blive hyldet med medaljer og legater
Personvognsmekaniker Alexander Johannes Black modtog både sølvmedalje og Den Massmanske Medalje:
”Det var en helt fantastisk oplevelse. Jeg blev virkelig stolt over, at dronningen var der. Og så betyder medaljen for godt kammeratskab virkelig meget for mig. Jeg har knoklet for at hjælpe mine klassekammerater og være en god ven, så det er den medalje, der betyder mest for mig,” siger Alexander.
Jakob Søe Lillelund modtog sølvmedalje og et legat på 15.000 kr. Inden han startede på elektrikeruddannelsen, satte han sig tre personlige mål: At vinde DM i Skills, at modtage Fagets Medalje fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, og at modtage sølvmedalje fra Håndværkerforeningen København. Nu er sidste mål indfriet.
”Det er fedt at kunne binde sidste sløjfe nu. Og så endda til et højtideligt arrangement med så meget tradition,” siger Jakob.
Emil Heelberg Giese, der er VVS-energispecialist, modtog A. P. Møller Fondens rejselegat på 100.000 kr.
”Jeg blev virkelig overrasket over det høje beløb – det var lige dobbelt op af, hvad jeg havde troet. Og så var det en stor oplevelse at kunne fejre det med min mester, mine kollegaer og mine forældre, som var med på rådhuset,” siger Emil, der blev indstillet til legatet af sin mester, Henrik W. Hansen.
Emil skal bruge legatet til at rejse til Australien, hvor han skal arbejde inden for faget.