H.C. Ørsted Gymnasiet starter nybyggeri i Lyngby
Det er nu officielt, at H.C. Ørsted Gymnasiet ønsker at bygge et nyt gymnasie på 7.800 m² på Trongårdsarealet i Lyngby.
Gymnasiet skal huse de elever, der lige nu befinder sig i lejede lokaler på DTU. Det nye H.C. Ørsted Gymnasie skal ikke bare tilbyde de bedst mulige rammer for undervisningen og uddannelse, men samtidig en nytolkning af undervisningspraksis og –metode. Vi har nu muligheden for at etablere et gymnasie, som gør læring tilgængelig ved hjælp af selve bygningen og dens arealer, og det vil derved blive et eksempel på fremtidens skolebyggeri.
Det nye gymnasie og dens rum og indretning skal, ud over at levere en attraktiv, opdateret og velfungerende ramme for gymnasiets forskellige undervisningsaktiviteter, også tilbyde attraktive rammer og arbejdsstationer, hvor undervisere og elever kan forberede sig – alene eller sammen med andre.
Projektet udbydes nu i totalentreprise med prækvalifikation, og H.C. Ørsted Gymnasiet er meget spændt på at se, hvem der vil byde ind. Det forventes, at der står et nøglefærdigt byggeri klar i sommeren 2020.