Demokrati og debat på skemaet op til valget
Vi har i ugerne op til kommunal- og regionsvalget arrangeret debatter og oplæg på alle campusser. Målet er at øge elevernes demokratiske selvtillid, så de blandt andet føler sig mere trygge i at stemme, når der er valg.
KOPIERET
Tirsdag den 18. november gik danskerne i stemmeboksen, da der var valg til kommuner og regioner. På TEC har alle campusser i måneder op til valgdagen arbejdet målrettet på at engagere eleverne i demokratiet og informere om valget.
Årsagen er blandt andet, at tal fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) viser, at tre ud af fire unge med erhvervsfaglig baggrund har lav demokratisk selvtillid.
”Det er vigtigt at engagere vores elever i demokratiet. Særligt når vi ved, at elever med erhvervsfaglig baggrund ofte føler, at de ikke ved nok til at tage aktiv del i demokratiet. Men alle stemmer er lige vigtige, og vi vil gerne sikre, at eleverne føler sig trygge ved at bruge deres - blandt andet ved valg,” siger Katrine Thomsen, der er uddannelseschef og står i spidsen for et projektet om demokratisk dannelse.
Paneldebatter og brevstemmer
På alle TECs campusser er der op mod valget blevet sat en række initiativer i gang for at styrke elevernes forståelse af kommunalpolitik. Der er blevet afholdt paneldebat med ungdomspartier, valgbazar med lokale kandidater og lavet ”demokrati fitness”. Der er blevet debatteret aktuelle emner og svaret på elevernes spørgsmål om alt fra kommunale prioriteringer til hvordan politikerne vil sikre flere faglærte i fremtiden.
"Det er virkelig positivt, at vores campusser har gennemført så stærke og engagerende aktiviteter op til valget. Det er et vigtigt bidrag til elevernes demokratiske dannelse, og jeg håber, at de konkrete dialoger og møder med politikerne har styrket deres mod og lyst til at deltage i demokratiet,” siger Katrine Thomsen.
Udover valgdebatter var det i Hvidovre også muligt at brevstemme dagen efter en valgdebat med ungdomspartierne. I løbet af de tre timer, hvor valgboksen var fremme, benyttede 43 elever sig af muligheden.
Fællesbus til Gladsaxe Rådhus
I Gladsaxe blev der arrangeret valgbazar i samarbejde med Lærlingeoprøret, der op til valget var taget ud på forskellige erhvervsskoler for at engagere unge i lokalpolitik.
Ved valgbazaren kunne eleverne både høre de lokalt opstillede kandidaters taler, bruge ti minutter hos hver kandidat til at stille spørgsmål og lære de forskellige partiers holdninger at kende.
Efterfølgende kørte fællesbusser eleverne til Gladsaxe Rådhus, hvor de havde mulighed for at brevstemme. Da eleverne kom tilbage, ventede der pølsevogn og Cocio som en hyggelig afslutning på dagen.
Initiativer på vores campusser:
Hvidovre: Valgdebat med fem ungdomspartier. Mulighed for at brevstemme i valgboks dagen efter.
Frederiksberg: ”Demokratiets dag” med ungdomspolitikere og workshops.
Gladsaxe: Valgbazar og mulighed for at brevstemme - i samarbejde med Lærlingeoprøret.
Ballerup: Fælles morgenmad og oplæg om vigtigheden af at stemme. Organisationen We Do Democracy holdt ”demokrati fitness” om demokratisk deltagelse.
Lyngby: Debat med unge kandidater fra Lyngby-Taarbæk Kommune.