Smed
Her finder du vores Lokale Undervisningsplan (LUP) for Smed.
LUP’en er delt op i to dele:
- Overordnet beskrivelse (WEB-LUP):
En kortfattet oversigt, som kan åbnes og udfoldes her på siden. - Detaljeret beskrivelse (ITSL-LUP):
En grundig gennemgang af Grundforløb 2 og hovedforløbene, inklusive konkrete undervisningsaktiviteter, tilgængelig på vores undervisningsplatform itslearning.
Overordnet LUP (WEB-LUP)
Få overblik over uddannelsen her:Nederst på denne side finder du links til vores læringsplatform, hvor der er uddybende beskrivelser af de forskellige undervisningsforløb til uddannelsen. Bæredygtighed er et integreret element i uddannelsens teoretiske og praktiske smedetekniske emner.
Grundforløb 2
I undervisningen på grundforløbet arbejder du med smedetekniske emner, som veksler mellem praktiske elevprojekter, træning i svejsning, lodning, flammeskæring, anvendelse af værktøjer og betjening af udstyr og maskiner i værkstedet samt praksisrelateret teoristof som valg af materialer, beregning af udfoldede længder, tegningsforståelse, arbejdsmiljø og kvalitetskontrol.
Endvidere gennemføres følgende grundfag:
- Matematik på niveau E
- Fysik på niveau E
Grundforløbet omfatter også følgende fire certifikatfag:
- Førstehjælp
- Brandbekæmpelse
- Arbejdsmiljø ved svejsning og termisk skæring
- Varmt arbejde
Hovedforløb 1-3
Undervisningen på hovedforløb 1-3 er planlagt omkring følgende moduler:
- Det selvvalgte projekt
Du skal udvikle, fremstille og dokumentere en smedefaglig opgave. - Obligatorisk værkstedsopgave
I dette modul arbejder du med en obligatorisk opgave ud fra et udleveret tegningssæt. CNC-styrede maskiner indgår i opgaveløsningen. - Materialeforståelse og svejsning
Du arbejder med forskellige materialer samt kan udvælge egnede materialer til de givne fremstillingsopgaver. Du kan udføre svejseopgaver med anvendelse af forskellige svejsemetoder. - Geometri, tegningsforståelse og dokumentation
Du arbejder med tegningsforståelse, geometri, CAD-konstruktioner og pladeudfoldning. Du lærer at anvende et 3D CAD-program til at konstruere pladeudfoldninger og at fremstille tegningsdokumentation til CNC-bearbejdning.
I undervisningen på både grundforløb og hovedforløb tages der altid udgangspunkt i dig og dine behov. Samtlige smedefaglige projekter giver mulighed for forskellige fremgangsmåder og løsninger, hvilket åbner op for en høj grad af differentiering.
Dit faglige niveau er med til at definere projektets løsning. På hovedforløb 1-3 vælger du det faglige niveau, du ønsker at gennemføre dine opgaver og projekter på, i dialog med din faglærer.
Alle hovedforløbsmodulerne og Grundforløb 2 er helhedsorienterede og tager udgangspunkt i smedeteknik 1-4 og de erfaringer, du og dine medstuderende har fra jeres virksomheder.
Både den obligatoriske opgave og det selvvalgte projekt er helhedsorienterede og tværfaglige med fokus på eksempelvis bæredygtighed, innovation, tegning, arbejdsmiljø og smedefaglige metoder.
Al teoriundervisning sigter mod anvendelse i din praksis. Undervisningen på Grundforløb 2 og hovedforløb 1-3 veksler mellem teori og praksis, læreroplæg og elevarbejde, individuelle opgaver og gruppeopgaver.
Der er altid praktiske opgaver i forbindelse med teoriundervisningen, og teori er altid en del af de praktiske opgaver eller projekter. Du skal kunne omsætte teori til praksis og vide, hvilken faglig teori du skal bruge, når du arbejder i praksis.
Dine faglærere arbejder struktureret med at give dig feed-up, feedback og feed-forward, som gives løbende og med udgangspunkt i dit faglige standpunkt. Feedbacken er både mundtlig og skriftlig alt efter, hvad der ligger til grund for evalueringen.
Evalueringen tager udgangspunkt i følgende tre spørgsmål:
- Feed-up:
Hvad er målene? - Feedback:
Hvor står du i forhold til målene? - Feed-forward:
Hvad kan du med fordel arbejde med for at nå målene og udfordre dig selv fagligt?
På hovedforløb 1-4 gennemføres der en evaluering af undervisningen. Du besvarer et spørgeskema digitalt. Når evalueringen er gennemført, gennemgår du og din faglærer evalueringen sammen. Der er særligt fokus på, hvad der fungerer godt i undervisningen, og hvad der med fordel kan ændres.
Målene med evalueringen er:
- At øge din trivsel
- At skabe dialog mellem dig og din faglærer om indhold og form på undervisningen
- At sikre brugerinddragelse i uddannelser, der er i konstant forandring
Grundforløb 2
Målet for undervisningen i smedetekniske emner på Grundforløb 2 er at fokusere på forskellige discipliner som svejsning, lodning, flammeskæring, anvendelse af værktøjer og betjening af udstyr og maskiner i værkstedet. Desuden dækker undervisningen praksisrelateret teoristof som valg af materialer, beregning af udfoldede længder, tegningsforståelse, arbejdsmiljø og kvalitetskontrol.
Smedeuddannelsens Hovedforløb 1 – ”Alle tiders smed”
Hovedforløb 1 er det første skoleophold i hovedforløbet og fokuserer på de grundlæggende kompetencer, som er fælles for alle specialerne i smedeuddannelsen samt bygningsstål/EN1090. Derudover er der fokus på innovation under det selvvalgte projekt.
Smedeuddannelsens Hovedforløb 2 – ”Den teknologiske smed”
Hovedforløb 2 er det andet skoleophold i hovedforløbet og har fokus på pladebearbejdning og CNC-teknologi, herunder automatiseret svejsning samt innovation og CNC-produktion under det selvvalgte projekt. På hovedforløb 2 arbejder de rustfri smede med opgaver i rustfrit stål.
Smedeuddannelsens Hovedforløb 3 – ”Smeden som specialist”
Hovedforløb 3 er det tredje skoleophold i hovedforløbet og fokuserer på kompetencerne som specialist inden for uddannelsens forskellige specialer samt innovation under det selvvalgte projekt.
Smedeuddannelsens Hovedforløb 4 – ”Smeden til svendeprøve”
Hovedforløb 4 er det sidste skoleophold i hovedforløbet og fokuserer på kompetencerne i uddannelsens forskellige specialer. Svendeprøven består af et selvvalgt projekt, som løses individuelt.
Projektet omfatter både en skriftlig del (teknisk dokumentation) og en praktisk del. Derudover indgår der en obligatorisk fremstillingsopgave, som ligeledes løses individuelt. Alle mål for undervisningen er beskrevet detaljeret på vores læringsplatform, som du kan finde links til nederst på denne side.
Den afsluttende bedømmelse foretages, når de fastsatte undervisningsdele er gennemført. Bedømmelsen gives i forhold til de fastsatte mål for undervisningen samt det beskrevne bedømmelsesgrundlag og de bedømmelseskriterier, som fremgår for hver opgave og fag på vores læringsplatform.
Grundforløbet
På grundforløbet får du en samlet standpunktsbedømmelse i det uddannelsesspecifikke fag samt i hvert af grundfagene. Du bedømmes også i grundforløbsprøven samt i en grundfagsprøve. Øvrige certifikatfag bedømmes med bestået/ikke bestået.
Hovedforløbene
På hovedforløbene bliver du bedømt i fagene Smedeteknik 1–4. Du afslutter dit hovedforløb med det selvvalgte projekt, der danner grundlag for den afsluttende karakter.
Trin 1 smed, bearbejdning
For de elever, der ønsker at afslutte som smed bearbejdning, afholder skolen en eksamen, der består af et praktisk orienteret projekt.
Svendeprøven
Svendeprøven består af en lodtrækningsopgave, du udfører på værkstedet, samt et selvvalgt projekt, hvor du selv laver arbejdstegninger og udfører dit projekt på værkstedet. Svendeprøven varer 5 uger. I den afsluttende uge bliver dine opgaveløsninger bedømt af 2 skuemestre samt din lærer, som du har haft på svendeprøven.
Der henvises i øvrigt til TEC’s eksamens- og ordensreglement i forbindelse med prøver og bedømmelse.