Grundforløb 1 - EUX

To elever i et værksted iført høreværn, hvoraf den ene holder en elektrisk sav, GF1, grundforløb, erhvervsuddannelse, erhvervsskole, uddannelse, elev

Her finder du vores Lokale Undervisningsplan (LUP) for Grundforløb 1 - EUX.

LUP’en er delt op i to dele:

  • Overordnet beskrivelse (WEB-LUP):
    En kortfattet oversigt, som kan åbnes og udfoldes her på siden.

  • Detaljeret beskrivelse (ITSL-LUP):
    En grundig gennemgang af Grundforløb 2 og hovedforløbene, inklusive konkrete undervisningsaktiviteter, tilgængelig på vores undervisningsplatform itslearning.

Overordnet LUP (WEB-LUP)

EUX er en uddannelse, der giver dig studiekompetence og adgang til videregående uddannelser som maskinmesterskolen, erhvervsakademierne, ingeniørhøjskolerne eller universiteterne. Målet med EUX er, at du får de nødvendige faglige og studiekompetencer, så du kan fortsætte din uddannelse. Vi sikrer, at du som faglært kan bidrage til udviklingen inden for dit fag og tænke over dit erhverv i en bredere samfundsmæssig, kulturel og teknologisk sammenhæng. Undervisningen tilpasses, så der er et klart mål for dig. Kravene kan variere, men målet er altid synligt fra starten.

Find links nederst på siden til vores læringsplatform. Her kan du læse mere om de forskellige undervisningsforløb.

På GF1 EUX forbereder vi dig til en af vores seks EUX-uddannelser: Elektriker, VVS-energispecialist, Smed, Personvognsmekaniker, Data- og Kommunikationsuddannelserne samt Automatiktekniker.

Gennem tværfaglige projekter får du indblik i de seks uddannelser, så du kan vælge den rette vej for dig.

Obligatoriske fag på GF1

Erhvervsfag 1

  • Erhvervsintroduktion

Erhvervsfag 2

  • Arbejdspladskultur
  • Praktikpladssøgning
  • Samfund og sundhed

Erhvervsfag 3

  • Arbejdsplanlægning og samarbejde
  • Faglig dokumentation
  • Faglig kommunikation
  • Innovation (Niveau 1 og 2)
  • Metodelære

Grundfag

  • Dansk C-niveau
  • Samfundsfag C-niveau
  • Engelsk C-niveau

På TEC hjælper vi dig bedst muligt i undervisningen. Det kaldes elevdifferentiering. Vi tilpasser undervisningen, så den passer til, hvad du allerede kan og ved. Du vil arbejde i grupper med de andre fra GF1 EUX, og grupperne skifter i løbet af GF1 EUX.

Vi har opgaver, der er tilpasset både tid og sværhedsgrad. Vi bruger også forskellige former for undervisning. Det kan være instruktionsvideoer eller opgavemanualer. I en lektion kan nogle elever få vejledning eller oplæg af en lærer, mens andre får en skriftlig instruktion til en opgave.

På GF1 EUX arbejder vi i projekter. Det betyder, at du lærer at se sammenhængen mellem forskellige fag og uddannelser. At arbejde i projekter minder om den måde, du kommer til at arbejde på, når du er i praktik i en virksomhed. Undervisningen bliver dermed meningsfuld, og du kan se, at det du lærer, er noget, du kan bruge i din virksomhed.

På GF1 EUX kobler vi de teoretiske gymnasiefag sammen med de praktiske EUD-fag. For eksempel kan du i danskundervisningen få en opgave, hvor du skal skrive en brugervejledning til et stykke værktøj, eller i samfundsfag arbejde med håndværkerlavenes historie og betydning.

På GF1 EUX sørger vi for, at du hele tiden kan se, hvordan det, du lærer i undervisningen, kan bruges i praksis. Vi arbejder med praktiske opgaver, eksempler fra virkeligheden, og vi reflekterer over, hvorfor tingene er, som de er.

Som en del af GF1 EUX kommer du i praktik i en virksomhed inden for det fag, du overvejer at uddanne dig til. Det kan være en elektrikervirksomhed eller en IT-virksomhed. Du kommer i praktik 2 x 1 uge i løbet af GF1 EUX.

På GF1 EUX får du løbende feedback på din faglige, personlige og sociale udvikling. Feedbacken er primært mundtlig og gives i samtaler med din kontaktlærer.

Nogle af de kompetencer, du får feedback på er om du kan:

  • Opsøge ny viden og søge information.
  • Være vedholdende i at få faglig viden.
  • Anvende it i faglige sammenhænge til formidling og analyse.
  • Anvende relevante metoder og teorier i forskellige faglige aktiviteter.
  • Formidle faglig viden mundtligt og skriftligt.
  • Inddrage viden fra forskellige fag.
  • Vurdere en faglig problemstilling fra forskellige vinkler.

EUX er en studiekompetencegivende uddannelse, der giver adgang til en række videregående uddannelser som f.eks. Maskinmesterskolen, erhvervsakademierne, ingeniørhøjskolerne og universiteterne.

Målet er, at du opnår de nødvendige erhvervsfaglige kompetencer, der giver adgang til disse uddannelser. Uddannelsen har også en almen dannende opgave i at forme faglærte, som kan bidrage til fagets udvikling og reflektere over deres erhverv i en samfundsmæssig, kulturel og teknologisk kontekst.

Undervisningen vil være målrettet, så du altid kender målet for din undervisning. Kravene kan variere og tilpasses den enkelte elev. Kompetencemålene skal være synlige fra starten af undervisningen.

På GF1 EUX bliver alle erhvervsfagene løbende bedømt som en del af projekterne. Alle erhvervsfag bedømmes med bestået/ikke bestået. Fra Børne- og Undervisningsministeriet udtrækkes et af de tre grundfag på C-niveau til eksamen, mens de øvrige grundfag afsluttes med en standpunktskarakter.

Som afslutning på GF1 EUX arbejder du med et projekt rettet mod den uddannelse, du ønsker at fortsætte med på GF2 EUX. Når du afslutter GF1 EUX, får du et grundforløbsbevis.

SCAN QR KODEN FOR AT FÅ LINK TIL DENNE SIDE