02.05.22 Pressemeddelelse

Patrick fra TEC vinder DM i Skills

Patrick Larsen fra Vallensbæk vandt lørdag den 30. april DM i Skills 2022 for lastvognsmekanikere. Poul Nyrup Rasmussen, tidligere Statsminister og formand for EuroSkills 2025, hyldede deltagerne og overrakte præmier i Høng.

Efter tre intense konkurrencedage kulminerede dette års DM i Skills lørdag med kåringen af danmarksmestrene på 49 erhvervsuddannelser.

Patrick kan nu kalde sig Danmarks bedste lastvognsmekaniker. Han er i lære hos Scania Ishøj.

- Det er fantastisk at have vundet. Jeg er meget glad. Jeg havde egentlig ikke troet på det, fordi der var fem andre, der var pænt gode, for ikke at sige supergode. I aften tror jeg, at jeg skal ud med nogle kammerater og spise, men ellers skal jeg slappe af, fortalte en glad vinder.

Patricks underviser på TEC, Christian Svane, roser ham også: – Han er systematisk i sin fremgang og god til at planlægge opgaverne. Og så arbejder han hårdt – allerede ugen efter DM i Skills skal han til svedeprøve. 

Patrick er færdigudlært, og får sit svendebrev som lastvognmekaniker til september.

Statsminister og tidligere statsminister hylder vinderne

Ved afslutningsceremonien deltog statsminister Mette Frederiksen med en videohilsen til deltagerne, hvor hun bl.a. understregede deres betydning for den grønne omstilling.

- Det I kan, er helt afgørende for den grønne omstilling. En grøn omstilling som er nødvendig i Danmark og i verden. [...] Danmark har brug for, at der er mange flere unge, der gør som jer, lød det fra statsminister Mette Frederiksen.

Poul Nyrup Rasmussen, tidligere statsminister og formand for EuroSkills 2025 overrakte trofæer til vinderne. Han benyttede også muligheden for at hylde deltagerne for deres indsats.

- I dag hilser jeg på stjernerne. For det er I jo. I er ungdommens stjerner […] I er stjerner i jeres eget liv. I er rollemodeller. For alle de unge, der er i tvivl. Når de ser jer folde jer ud, så tænker de: ”Sådan vil jeg også være, sådan vil jeg også gøre”, sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Danmarks største uddannelsesevent

DM i Skills, Danmarksmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelser, holdes en gang årligt. Med flere end 300 deltagere fra 49 fag og op mod 70.000 besøgende er det Danmarks største uddannelsesevent.

TEC var repræsenteret af to elever på lastvognsmekaniker, to på karrosseritekniker, én automatiktekniker, én skiltetekniker og én chauffør (vejgodstransport).

Næste DM i Skills holdes i Fredericia i 2023.

Maren
Kaadt
Kommunikationschef
EMAIL
TELEFON +45 2545 3242
Lærke Cecilie
Lindegård
Pressemedarbejder
EMAIL
TELEFON +45 2545 3457

SCAN QR KODEN FOR AT FÅ LINK TIL DENNE SIDE