23.10.26 Nyhed

På TEC får elevernes kreative idéer frit spil i Det Åbne Værksted

I Det Åbne Værksted på TEC Frederiksberg er det elevernes egne idéer, der sætter dagsordenen. Her kan de slippe kreativiteten løs, prøve kræfter med nye materialer og mødes om projekter på tværs af uddannelser. Et kreativt frirum, hvor der er plads til både nysgerrighed og fællesskab.

En personlig kaffekop, en specialdesignet værktøjskasse eller et banner i storformat. I Det Åbne Værksted på TEC Frederiksberg kan elevernes idéer tage mange former.

Her er både træværksted, 3D-printere og laserskærer, som kan gravere i træ og metal. Eleverne kan også trykke deres egne motiver på t-shirts og kopper eller udskære malerskabeloner.

Værkstedet er åbent for alle TECs elever på Frederiksberg, uanset hvilken uddannelse de går på. Det kræver hverken erfaring eller en konkret idé på forhånd at kigge forbi. Her er der plads til at eksperimentere, stille spørgsmål og lade kreativiteten få frit spil.

Et kreativt frirum med plads til fællesskab

Det Åbne Værksted er tænkt som et uformelt miljø, hvor eleverne selv bestemmer, hvad de vil arbejde med. De kan komme forbi som en del af undervisningen, i pauserne eller efter skole for at fordybe sig i deres egne projekter eller være kreative sammen med andre.

En af dem, der har fået øjnene op for mulighederne, er GF1-eleven Lau, som drømmer om at blive elektriker.

"Jeg opdagede Det Åbne Værksted sammen med nogle kammerater. Vi tænkte, at det kunne være rigtig hyggeligt at 3D-printe og lave alt muligt sjovt, hvor det bare er fantasien, der sætter grænser," fortæller han.

Siden har Lau både prøvet kræfter med t-shirttryk og 3D-print. Blandt projekterne er en værktøjskasse, som han selv har lavet.

Men for Lau er det ikke kun mulighederne for at være kreativ, der gør værkstedet til noget særligt.

"Det er et sted, hvor man kan komme efter skole og bare have det sjovt med hinanden. Det giver en masse fællesskab, hygge og sjov, og selv hvis man har haft en træls dag, kan man komme herned og hygge sig."

Fra idé til færdigt projekt

Selvom eleverne har frihed til at arbejde med deres egne idéer, står de ikke alene med projekterne.

I værkstedet står værkstedsassistent Wesane klar til at introducere eleverne til faciliteterne, hjælpe dem i gang og vise, hvordan de forskellige maskiner og redskaber bruges.

Det Åbne Værksted kan også bruges som en del af undervisningen, hvor mindre grupper får mulighed for at arbejde praktisk og kreativt med deres faglige projekter.

Men først og fremmest er værkstedet elevernes eget kreative frirum. Et sted, hvor nysgerrigheden kan få frit spil, og hvor en god idé kan blive til noget, man står med i hænderne.

Det Åbne Værksted ligger på TEC Frederiksberg og holder åbent alle hverdage kl. 9.00-16.30.

Har du spørgsmål?

Hvis du vil høre mere, så ræk endelig ud.
Lærke Cecilie
Lindegård
Pressemedarbejder
EMAIL
TELEFON +45 2545 3457

SCAN QR KODEN FOR AT FÅ LINK TIL DENNE SIDE