27.08.20 Pressemeddelelse

Matematiklærer fra H.C. Ørsted Gymnasiet indvalgt i National Komitéen for Matematik

Underviser på H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby, Jan Boddum Larsen, er som den eneste gymnasielærer blevet indvalgt i Den Danske Nationalkomite for Matematik. Normalt er det universitetsprofessorer fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet, der sidder i komitéen

Det er Danmarks Matematikundervisningskommission, DMUK, der har indstillet ham. Det har de blandt andet gjort på baggrund af det aktive arbejde, han har foretaget i DMUK og i det dertilhørende forretningsudvalg, som han sidder i. Endvidere skyldes hans indvælgelse, at han har en bred viden om, hvad der rører sig inden for matematikfaget og et stort netværk i matematikverdenen. Så det var meget naturligt at sige ja tak til indvælgelsen, fortæller Jan Boddum Larsen.

Den Danske Nationalkomite for Matematik administrerer det danske medlemskab af Den Internationale Matematiske Union, IMU, og virker som koordinerende organ for danske matematikeres fællesanliggender, især i relation til internationalt samarbejde. Det betyder, at Komitéen udpeger delegerede til IMU’s generalforsamling. Det er også komitéens opgave at orientere danske matematikere om IMU’s afgørelser og anbefalinger vedrørende emner inden for området matematik og dens anvendelser.

Jan Boddum Larsen har grundet COVID-19 endnu ikke været til møde i komitéen, men bidraget til en ansøgning, hvor Danmark søger om at komme højere op af rangstigen i det internationale matematikmiljø.

Det, som Jan forventer med sit medlemskab i Den Danske Nationalkomite for Matematik, er at få et større indblik i, hvad der foregår omkring matematikundervisningen i andre lande og bringe det til Danmark og i sidste ende til H.C. Ørsted Gymnasiet.

Maren
Kaadt
Kommunikationschef
EMAIL
TELEFON +45 2545 3242
Lærke Cecilie
Lindegård
Pressemedarbejder
EMAIL
TELEFON +45 2545 3457

SCAN QR KODEN FOR AT FÅ LINK TIL DENNE SIDE